Projektkoordinator med interesse for IT søges til AmbuFlex

Det er vigtigt, at patienterne inddrages i deres egne forløb, så hvert enkelt forløb i langt højere grad kan skræddersys efter individuelle behov.

I AmbuFlex arbejder vi derfor målrettet med at øge anvendelsen af patientrapporterede oplysninger (PRO) i klinisk praksis, ved hjælp af spørgeskemaer. Vores mål er at styrke patientinddragelsen, øge behandlingskvaliteten, fremme hensigtsmæssig brug af ressourcer og understøtte PRO-data til forskning og kvalitetsudvikling.

Det går rigtigt godt – vi vokser, og vi har nu brug for dig. Der opslås derfor en nyoprettet stilling som projektkoordinator ved AmbuFlex med opstart senest 1. juni 2019 eller snarest derefter.

Din primære opgave bliver, at implementere diagnosespecifikke AmbuFlex-projekter i tæt samarbejde med de involverede afdelinger. Derudover vil du skulle udføre useability tests på vores PRO-løsninger i samarbejde med vores web-udvikler. Ligesom dine kolleger, vil du desuden få ansvar for at formidle og præsentere AmbuFlex på konferencer og i faglige fora.

Vi søger en kollega, som brænder for at styre komplekse projekter i en nogle gange omskiftelig verden, og som formår at bygge bro mellem IT og klinisk praksis. Det er vigtigt, at du evner at samarbejde med mange forskellige fagligheder, samtidig med at du kan stå fast, når der er brug for det. Du skal være klar på en til tider hektisk hverdag, hvor du til gengæld har stor indflydelse på dine opgaver og arbejdstilrettelæggelse.

Vi forventer, at du:

  • Har klinisk erfaring indenfor sygehussektoren.
  • Har en relevant kandidat- eller masteruddannelse indenfor sundhedsområdet.
  • Kan facilitere og koordinere processer og projekter, hvor der er mange fagligheder og interesser i spil.
  • At du har indgående kendskab til arbejdsprocesser og implementering af nye arbejdsgange indenfor sygehusvæsnet.
  • Har kendskab til og interesse for udfordringer i forbindelse med anvendelse af teknologi i sundhedsvæsnet.
  • Har kendskab til og gerne erfaring med brugerinvolvering i udviklingen af IT-løsninger i sundhedsvæsnet
  • Er en dygtig skriftlig og mundtlig formidler, der kan få dit budskab ud over rampen.
  • Trives med at arbejde selvstændigt, samtidig med at du kan samarbejde med dine kolleger.

Vi kan tilbyde:

  • En udfordrende stilling indenfor et område i rivende udvikling, hvor vi ofte deltager i konferencer både som PRO-eksperter og som tilhørere for at holde os opdaterede.
  • En dynamisk arbejdsplads med et stærkt fagligt og tværfagligt miljø, som samarbejder med førende forskningsinstitutioner i ind- og udland.
  • Fleksibilitet i forhold til arbejdsopgaver, så dine kompetencer anvendes bedst muligt.
  • Dygtige og humoristiske kolleger, der har en uformel omgangstone og prioriterer det sociale samvær højt.
  • En arbejdsplads én times kørsel fra Aarhus, hvor flere af dine kommende kolleger også bor.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er normeret til 37 timer pr. uge.
Arbejdsstedet er i Herning, men du må forvente, at der vil være mødeaktivitet i hele regionen.

Læs mere om hvordan du ansøger HER